På denne side har du mulighed for at orientere dig om, hvor og hvornår der er skoleturneringer i dit område. Du kan også tilmelde dig en skoleturnering via denne hjemmeside. Ønsker du selv at afvikle en skoleturnering kan du se en instruktionsvideo, som gennemgår afviklingen af en skoleturnering skridt for skridt. Derefter kan du finde manual og kampplaner til netop den skoleturnering, som du ønsker at afvikle. Dette kan du gøre ved at klikke i venstre side på "Lav din egen skoleturnering". Du kan vælge at lave en intern turnering på din egen skole, eller du kan invitere naboskolerne. Ligeledes kan du på siden få vejledning og tips til Kids- og Teenvolley i undervisningen samt se de forskellige regler til spillene.
Dansk Volleyball Forbund har indgået et samarbejde med Dansk Skoleidræt omkring afviklingen af knap 200 skoleturneringer årligt. Samarbejdet har til formål at øge interessen for volleyball hos børn og unge i skolen, samt at give idrætslærere mulighed for inspiration til volleyballaktiviteter i idrætsundervisningen. Dansk Skoleidræt udfylder en uundværlig rolle i forbindelse med planlægningen, koordineringen og formidlingen af stævnerne. I DVBF nyder vi godt af den store kontaktflade, som Dansk Skoleidræt har rundt omkring på de danske skoler. Denne positive kontakt har været helt afgørende i opstartsfasen og i den løbende afvikling af Kids- og Teenvolley skoleturneringerne. Læs mere om Dansk Skoleidræt og deres mange andre aktiviteter på: www.skoleidraet.dk.
Novo Nordisks vision er at overvinde diabetes. Vi arbejder for at finde en kur mod diabetes og give børn og unge de bedste vilkår for at forebygge type 2-diabetes. Kidsvolley er et koncept, hvor børn kan have det sjovt, samtidig med at de får masser af motion. Derfor har Novo Nordisk valgt at støtte kampen for børns sundhed ved at støtte Kidsvolley. Sunde vaner starter tidligt. Motion og sund mad i hverdagen er vigtigt for børns trivsel og sundhed. Flere og flere danske børn og unge bliver overvægtige, og antallet af børn og unge med type 2-diabetes stiger, fordi de spiser usundt og bevæger sig for lidt. Regelmæssig motion mindsker risikoen for at udvikle type 2-diabetes og andre livsstilssygdomme, samtidig med at man får større velvære og mere energi til at klare hverdagen. Og de gode kost- og motionsvaner er noget, vi tilegner os, mens vi er børn. Sport og leg på skoleskemaet At støtte Kidsvolley er bare én af de mange ting, vi gør for at hjælpe børn og unge til sunde vaner. Hvis du f.eks. har lyst til at få sat sundhed og sport på skoleskemaet eller lære mere om forebyggelse af type 2-diabetes, så klik ind på schoolchallenge.novonordisk.com. Her kan du finde masser af aktiviteter om sundhed, som både er sjove og lærerige, og som passer til forskellige fag, eksempelvis idræt, dansk, billedkunst, natur og teknik og hjemkundskab.